Status
Så er det blevet tid til endnu en lille opdatering på hvordan tingene står til i danmarks smukkeste klub.
Siden sidste status er der jo sket en del. Som det vigtigste er vores alle sammens model Uffe kommet til skade i hvad der skulle være en ulykke relateret til masturbation i hjemmet. Om man tror på denne historie, eller vælger at tro at Uffe er holdt op med den slags for meget længe siden, er op til en selv. Men fakta er at vi en 6-ugers periode skal finde spillermateriale i vores omgangskreds der skal dække den plads, som Uffe efterlader så gabende tom.
Og så er Røde Romario jo gået hen og blevet gift. Bestyrelsen bekendt er det den første spiller i klubbens historie, der er gået i fælden. Men et meget smukt bryllup var det, og klubben var præsenteret ved Kim "Femmeren" og Casper "Junior". Og til dem der ikke ved det, skal det siges at spillerne har foræret det yndige par, to flasker god rødvin.
Mike "Måltyv" valgte jo at forbedre sin matematik i sommeren der snart er gået. Dette er foregået ved et 6-ugers lynkursus på Ingeniørhøjskolen i Ballerup. Så han kan nu endegyldigt kalde sig en true AK'er. Eneste problem er bare at Mike opdagede 3 uger henne i kurset, at han rent faktisk havde matematik på det niveau han deltog i, og kunne derefter se tilbage på 3 ugers ferie spildt. Men måske kan han nu hjælpe præstiin med at regne på topscorerlisten, og til at tælle til 7, som er det antal dage der maximalt må være imellem indlevering af materiale til "Ugens Præstiin".
Som et meget kedeligt indslag har Portal2000, som de fleste nok ved, valgt at trække sig fra vores række og fra fodbold generelt. Forklaringen lyder fra deres side på at de ikke kunne stille spillere nok til kampene, men i bestyrelsen er der enighed om at det nok havde været fornuftigt ikke at regne med at antallet af spillere der turde stille op imod AK2003, skulle være antallet af spillere til de andre kampe. Ydermere betyder dette jo et farvel til Mia, og dermed den eneste pige AK2003 har spillet imod. Trist, men forståeligt at de valgte at trække sig dagen op til vores kamp.
Stjernen på midtbanen, Kim "Femmeren", har foreslået at vi tager op til overvejelse at udvide spillertruppen og tilmelde os 11-mands fodbold. Dette vil betyde lidt længere kampe og måske at de hold vi spiller mod, rent faktisk dukker op. Vend meget gerne tilbage omkring dette.
Ellers er der kun tilbage at sige at Klubben selvfølgelig håber på at kunne stille hold til det store stævne i Bringstrup, og at alle forventes at stille op til kampen på onsdag.
Vel Mødt Mandag d. 21/08/2006 kl. 18.30 i Rødovre: AK2003 - Cafe Apoteket
Forza AK2003